Salgs- og Leveringsaftale mellem Toolsite ApS og Kunden
Licensaftale og forretningsbetingelser for Toolsite ApS.
1. Indledning
1.1 Denne licens- og brugeraftale gælder for alle brugere og kunder hos Toolsite ApS (herefter "Toolsite") ved anvendelse af det af Toolsite udviklede og ejede software til værktøjs- og udstyrsstyring (herefter "Produktet") og i det øvrige samarbejde med Toolsite.
1.2 Toolsites kunder, uanset om disse er erhvervsvirksomheder, organisationer, foreninger eller private personer, er herefter anført som "Kunden".
2. Accept af Aftalen
2.1 "Aftalen" betyder accept af det samlede aftalegrundlag bestående af Salgs- og Leveringsaftale, Databehandleraftale samt Privatlivspolitik (samt eventuelt senere versioner, jf. afsnit 12 heri), som offentliggjort på Toolsite produktet og under oprettelsen.
2.2 Aftalen giver Kunden adgang til at benytte Produktet i erhvervsøjemed i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning.
2.3 Ved ibrugtagning af Produktet erklærer Kunden sig indforstået med at være underlagt Aftalen. Kunden erklærer sig ligeledes indforstået med, at Aftalen udgør de fuldstændige og endegyldige aftaledokumenter parterne imellem, samt at de erstatter alle forslag eller tidligere aftaler parterne imellem, som vedrører indholdet af Aftalen. Kundens misligholdelse af Aftalen giver Toolsite ret til at lukke Kundens adgang til systemet.
3. Produktet
3.1 Toolsite udbyder Produktet som software i form af en online platform med adgang til værktøjsstyring, vejledninger mv.
3.2 Produktet, herunder alle immaterielle rettigheder og dokumentation, er Toolsites ejendom. Toolsite bevarer ejendomsretten til Produktet samt eventuelle videreudviklinger eller tilpasninger. Produktet fra Toolsite leveres uden undtagelse i henhold til nærværende forretningsbetingelser.
3.3 Kunden har en ikke-eksklusiv, uoverdragelig, ikke-sublicenserbar ret til at benytte Produktet til de med Toolsite aftalte formål. Denne ret består, så længe der består et aftaleforhold mellem Kunden og Toolsite, herunder så længe Kunden har logget sig på Produktet og har godkendt denne licensaftale og forretningsbetingelser.
3.4 Toolsite har ret til løbende at opgradere Produktet med nye funktioner og design samt foretage ændringer og tilpasninger med henblik på at gøre Produktet generelt bedre for alle Kunder og potentielle Kunder.
3.5 Kunden må ikke kopiere Produktet, og Kunden må ikke selv benytte Produktet til andre formål end de af Toolsite beskrevne.
4. Betingelser og Forpligtelser for Kunden
4.1 Kunden forpligter sig til at afgive fuldstændige og korrekte oplysninger ved indgåelse af Aftalen samt ved eventuel oprettelse af adgang på www.toolsite.dk. Toolsite skal uden ugrundet ophold orienteres om ændringer i disse oplysninger. I det omfang det er påkrævet eller relevant for levering af Produktet, er Toolsite berettiget til at fordre supplerende oplysninger af Kunden.
4.2 Kunden er ansvarlig for at sikre forsvarlig og fortrolig opbevaring af eventuelt login i forhold til Kundens abonnement. Bliver Kunden opmærksom på, at login misbruges eller anden uautoriseret brug af licensen, skal Kunden straks gøre Toolsite opmærksom herpå.
4.3 Selvom Toolsite ikke har nogen pligt til at overvåge Kundens brug af Produktet, er Toolsite berettiget til at gøre dette. Bliver Toolsite herved eller på anden måde opmærksom på brug af Produktet i strid med Aftalen eller relevant lovgivning, er Toolsite berettiget til at bringe brugen til ophør eller efter eget valg træffe andre passende foranstaltninger.
4.4 Glemmes eventuelt login, kan Toolsite kontaktes for hjælp via support@toolsite.dk
4.5 Kunden skal have internetadgang og en e-mail-adresse for at kunne udnytte fordelene af benyttelse af Produktet.
4.6 Toolsite indestår ikke for rigtigheden af de oplysninger, som Toolsites samarbejdspartnere leverer til brug for Produktet.
4.7 Kunden må ikke forsøge at bryde ind i den underliggende database eller andre systemressourcer i Produktet. Kunden er endvidere forpligtet til at undlade at søge at udlede eller på nogen måde fremfinde kildekoder, objektkoder, algoritmer, data eller tilsvarende forretningshemmeligheder i Produktet. Produktet må ligeledes ikke anvendes på en sådan måde, at den kan skade Toolsite eller tredjemand.
4.8 Kunden må ikke uden særskilt tilladelse fra Toolsite modificere, oversætte, leje, udleje, udlåne, sælge, distribuere, skabe afledte immaterielle rettigheder eller skabe produkter, der helt eller delvist er baseret på Produktet.
4.9 Kunden indestår over for Toolsite for, at Kundens brug af Produktet i enhver henseende er lovlig. Kunden forpligter sig således til at overholde lovgivningen, herunder særligt markedsføringsloven og persondataloven i forbindelse med anvendelse af Produktet. Kunden har det fulde ansvar over for tredjemands eventuelle krav, der skyldes Kundens anvendelse af Produktet. Toolsite kan ikke på nogen måde drages til ansvar for Kundens anvendelse af Produktet, herunder eksempelvis uautoriseret brug af personfølsomme data.
4.10 Kunden forpligter sig til at skadesløsholde Toolsite for ethvert krav, tab eller udgift (herunder også rimelige udgifter til advokatbistand) som følge af (a) indsigelser eller krav fra tredjepart ifølge Kundens brug af Produktet eller (b) Kundens brug i øvrigt af Produktet i strid med Aftalen.
4.11 Kunden accepterer, at Toolsite udsender service- og nyhedsbreve til Kundens oplyste kontaktperson, når indholdet heraf har betydning for Kundens brug af Produktet, fx når der sker opdateringer. Kunden accepterer, at disse service- og nyhedsbreve udsendes indtil aftalens udløb.
4.12 Produktet må alene anvendes af personer, der er direkte ansat af Kunden, eller som Toolsite har givet Kunden ret til at give adgang.
5. Forpligtelser for Toolsite
5.1 Toolsite opbevarer fortrolige kundeoplysninger på en forsvarlig måde og videregiver ikke disse oplysninger uden skriftlig tilladelse fra Kunden. Som fortrolige kundeoplysninger anses oplysninger, der identificerer Kunden samt oplysninger om Kundens projekter, brugere samt samarbejdspartnere.
5.2 Ved webbaseret adgang og brug af Produktet sørger Toolsite for periodiske backup af uploadede data.
5.3 Såfremt Kunden mister egne data på grund af egne forhold, vil Toolsite hurtigst muligt efter Kundens anmodning herom stille den relevante information, der findes på sikkerhedskopien, til rådighed. Dette vil blive faktureret særskilt i forhold til den leverede ydelse fra Toolsite.
5.4 Ved systemnedbrud vil Toolsite hurtigst muligt påbegynde udbedring af Produktet. Toolsite kan ikke drages til ansvar for tab, som direkte eller indirekte kan henføres til et systemnedbrud eller anden nedetid hos Toolsite eller integrationer hertil.
5.5 Toolsite anerkender, at ikke-offentligt kendte oplysninger og data, som Kunden indføjer eller uploader i Produktet, er Kundens ejendom. Toolsite forbeholder sig dog ret til at analysere og benytte værktøjs- og brugsdata fra Kunden med henblik på at forbedre Produktet samt til analytiske formål.
5.6 Toolsite forpligter sig til at overholde den til enhver tid gældende lov, herunder lov om behandling af personoplysninger.
6. Pris og Betaling
6.1 Pris for adgang til Produktet fremgår af Aftalen og www.toolsite.dk.
6.2 Alle prisoplysninger afgives i danske kroner uden moms og andre eventuelle afgifter, medmindre andet fremgår af Aftalen.
6.3 Abonnementsbetalinger sker forud afhængig af den indgåede aftale, mens nye oprettelser mellem betalingsperioder afregnes i næste faktura eller efter aftale, jf. 6.8.
6.4 Kunden er indforstået med, at fakturaer og eventuelle rykkere sendes via e-mail til den af Kunden oplyste kontaktperson. Fakturerede beløb forfalder til betaling 14 dage efter fakturadato medmindre andet fremgår af Aftalen.
6.5 Ved for sen betaling udsendes en betalingspåmindelse 7 dage efter fakturaforfald. Hvis betaling stadig ikke er modtaget inden for 14 dage efter den første påmindelse, udsendes en anden betalingspåmindelse. Ved manglende betaling 7 dage efter den anden påmindelse, udsendes en sidste påmindelse med en betalingsfrist på 7 dage.
6.6 Hvis betaling ikke er modtaget inden for 7 dage efter den sidste påmindelse, forbeholder Toolsite sig retten til at lukke Kundens adgang til Produktet midlertidigt, indtil betaling er modtaget. Toolsite forbeholder sig også retten til at opkræve renter i henhold til rentelovens bestemmelser samt et rykkergebyr på kr. 100 pr. påmindelse.
6.7 Prisen for Produktet er baseret på brugeradgang og vil løbende blive justeret i forhold til Kundens forbrug. Kunden er forpligtet til at betale for alt forbrug, der ikke er forudbetalt, selvom licensaftalen opsiges. Dette inkluderer eventuelle ekstra brugere, tilkøbte funktioner eller andre forbrugsafhængige ydelser, som er blevet benyttet af Kunden i perioden op til opsigelsen.
6.8 For kunder med årsabonnement vil Toolsite, i samråd med kunden, håndtere den første årsbetaling. Typisk vil betalingen for det igangværende år ske efter den første måned (når brugeroprettelserne er gennemført), for at undgå, at kunden betaler for kun én administrator det første år og derefter betaler for resten af første års brugere samt forud for det følgende år.
7. Opsigelse og Licensperiode
7.1 Aftalen træder i kraft på startdatoen angivet i Aftalen og er gældende, så længe Toolsite giver Kunden adgang til Produktet.
7.2 Kunden kan til enhver tid opsige Aftalen, og denne vil bortfalde til udgangen af den betalte periode.
7.3 Toolsite kan opsige Aftalen med 90 dages varsel, dog med øjeblikkelig virkning ved væsentlig misligholdelse fra Kundens side.
7.4 Ved ophør af Aftalen uanset årsag er Toolsite fortsat berettiget til at benytte Kundens oplysninger i anonymiseret form til statistiske, beregningsmæssige og rådgivningsmæssige formål. Toolsite forbeholder sig også retten til at benytte ikke-personfølsomme data fra Kunden til interne analyser og forbedring af Produktet.
7.5 I forbindelse med Aftalens ophør og i 90 dage derefter, er Toolsite forpligtet til efter skriftligt påkrav fra Kunden og imod betaling af rimelige omkostninger herved at udlevere en kopi af Kundens særlige data og oplysninger, som Kunden har indføjet i Produktet. Efter den nævnte periode er Toolsite berettiget til at slette sådanne oplysninger eller data.
8. Sikkerhed og Drift
8.1 Toolsite vil bestræbe sig på at stille Produktet til rådighed for Kunden uden fejl og mangler samt med passende sikkerhed og stabilitet. Toolsite er ikke ansvarlig for nogen specifik oppetid eller hastighed ved brug af Produktet.
8.2 Toolsite garanterer imidlertid ikke og kan ikke holdes ansvarlig for: a) Nogen specifik oppetid; b) Produktets sikkerhed i relation til hacker-angreb eller anden uautoriseret adgang til Produktet, idet Toolsite dog generelt har indrettet Produktet til at modstå hacker-angreb og anden uautoriseret adgang; c) At Produktet til enhver tid eller på et givent tidspunkt er i drift og tilgængeligt for Kunden; d) At konkrete aktiviteter til enhver tid eller på et givent tidspunkt kan påbegyndes og/eller gennemføres på Produktet; e) Den hastighed Kunden oplever i forbindelse med brug af Produktet, idet denne påvirkes af en række forhold, som er uden for Toolsites kontrol.
8.3 Toolsite kan lukke for adgang til Produktet helt eller delvist af sikkerhedsmæssige eller driftsmæssige årsager. Hvor det med rimelighed er muligt for Toolsite, skal der forinden gives Kunden et passende varsel.
9. Immaterielle Rettigheder
9.1 Toolsite har i forholdet til Kunden alle rettigheder til Produktet og dets enkelte komponenter, medmindre der er tale om materiale, der oprindeligt tilhører Kunden eller en tredjepart.
9.2 Kunden må ikke uden skriftlig aftale med Toolsite anvende materiale, der udgør en del af Produktet og tilhører Toolsite, til noget andet kommercielt formål.
10. Ansvarsfraskrivelse og -begrænsning
10.1 Toolsite garanterer ikke, at Produktet vil være uafbrudt, uden nedetid eller fri for fejl og mangler. Værktøjet leveres som det er og forefindes.
10.2 Toolsites ansvar under Aftalen er begrænset til det beløb, som Toolsite har faktureret Kunden under Aftalen i de forudgående 12 måneder.
10.3 Toolsite er i intet tilfælde erstatningsansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder tab af data, omkostninger i forbindelse med genetablering eller reproduktion af sådanne data eller programmer samt tab af omsætning og forretninger.
11. Force Majeure
11.1 Parterne er i intet tilfælde ansvarlige, hvis overholdelse eller opfyldelse af Aftalen ikke er mulig pga. force majeure. Ved force majeure forstås forhold som strejke, lockout, oprør, krigshandlinger, sygdomsepidemier, naturkatastrofer og ildebrand, som ligger uden for parternes rimelige kontrol.
11.2 Force majeure kan kun påberåbes, såfremt den påberåbende part har givet skriftlig meddelelse herom til den anden part senest 5 arbejdsdage efter, at force majeure er indtrådt.
11.3 Hindrer force majeure en parts opfyldelse af partens væsentlige forpligtelser i mere end tredive (30) kalenderdage, er hver part berettiget til at opsige Aftalen med syv (7) kalenderdages skriftlig varsel.
12. Ændring af Forretningsbetingelser
12.1 Toolsite kan til enhver tid ændre licensaftalen og forretningsbetingelserne, herunder foretage prisændringer. Sådanne ændringer skal meddeles Kunden senest 30 dage før ikrafttrædelse.
13. Værneting og Lovvalg
13.1 Enhver tvist mellem parterne, der udspringer af nærværende aftale, skal afgøres efter dansk ret. Værneting skal være Københavns Byret (som første instans).
Dette dokument kan digitalt læses og markeres som accepteret i købsprocessen. Ved spørgsmål eller behov for yderligere information, kontakt venligst Toolsite support.